Uddrag fra Breve til en ven
af Philipp Schober

Kærligheden vågner

Siddende
berører vi hinandens hænder.
Ej vover vi
at se den elskedes ansigt.
Og dog - intet ord formår
at bygge en bedre bro
end den gensidige fatten.
Jeg har brug for dig
- og du for mig.
Vi har brug for hinanden.
Forsigtig en berøring.
Forsigtig de første kropslige erfaringer.
Uforlignelig skøn er kærligheden.
Vi er ikke alene.
Vi er ikke adskilte.
Vi er sammmen.
Helhed.

Kærligheden vågner

Mit barn,
hvor er du mig nær,
med glæde fylder mig din tiltro,
hvor jeg dig dog kan forstå
i din barnlige uformå.
Hvor er livet stort.
Hvor stor taknemligheden,
som jeg føler,
hengivelsen til mit barn, kærligheden
- der bevæger mig til at give.

Kærligheden vågner

Fader,
jeg føler dig i evigheden,
Din kærlighed har mig berørt.
Forbi er angsten, pinen.
Jeg er dit barn
-som alle mennesker.
Ikke at være afhængig, at kunne give alt
- uden at sige nej.
Inderligt sammensmeltende
blivende hel i væren.
Vågnende til kærligheden.
Vågnende til væren.

Kærligheden vågner

Jeg sad i haven og lyttede.
Lyttende - ventende på noget,
der tager mig med.
Fattende bevægede sig
mine følelder med vinden,
der blidt smyger sig om blomsternes blomster.
Som en druknende
klamrer jeg mig til fuglenes sang,
der bringer mig glædens budskab.
Solstråler varmer mit ansigt,
utallige søde dufte forener sig
til øjeblikkets symfoni.
Hine hinanden følgende øjeblikke
tager min sjæl med sig bort
tager mig med
til fatten af kærligheden.
Og et eller andet sted
venter en på at møde mig,
så jeg kan give den
af min rigdom.

til Breve til en ven